"Det har været én af de bedste oplevelser i mange år"
30.05.10
Snakken gik højt, da knap 400 tidligere elever mødtes til elevstævne på Tommerup Efterskole i den forgangne weekend.Her var de tidligere elever, der var holdt i juni 2009; her var de, der havde gået her for 10 år siden og som stadig kunne huske, hvordan det var; og her var 50 års jubilarerne, der havde været elever, da Tommerup Efterskole hed Tommerup Højskole. Fælles for dem alle var, at minderne blev husket og genfortalt til fælles glæde og megen morskab.
Dagen startede med flaghejsning og velkomst. Bagefter bød køkkenet på veltillavet sommermiddag i hallen. Elevforeningens generalforsamling vidnede om stor interesse for efterskolens fremtidige virke. Derpå fandt den obligatoriske fotografering af jubilæumsholdene sted. Eftermiddagen bød på forskellige tilbud: Der var foredrag ved en tidligere elev: Henrik Bang-Møller, teater- og musiklinjen viste for sidste gang deres årlige kirkespil, og fodboldkampe mellem tidligere og nuværende elever fandt sted udenfor i solskinnet. Alle steder var engagementet stort og anerkendelsen tydelig.
Sidst på eftermiddagen holdt repræsentantskabet deres årlige møde. Køkkenet havde igen tryllet og bød på en spændende aftensmadsbuffét. Klokken 20 sad alle tæt bænket i foredragssalen til fællestime. Sange og salmer - nye som gamle i skøn forening - akkompagneret af efterskolens lærerorkester, suppleret med en guitarspillende tidligere ansat. Stemningen var i top, og alle sang så taget løftede sig!! Aftenen sluttede med café-hygge i hallen, hvor de tidligere elever selv stod for de forskellige indslag.
Gerda Jensen, som havde 50 års jubilæum, sagde efterfølgende: "Det har været én af de bedste oplevelser i mange år. Nogle var meget bekymrede, da Tommerup Højskole blev til Tommerup Efterskole, men det var og er da overhovedet ingen grund til. Sikke søde unge mennesker. Det har været en fantastisk dag"