Corona – en ny virkelighed

 — 
12. maj 2020

Af Peter Munk Povlsen, forstander

 

11. marts bliver helt sikkert en dato vi kommer til at huske. Her gik vores statsminister på landsdækkende TV og lukkede det meste af Danmark ned - inklusiv efterskolerne. Og så alligevel ikke. For på Tommerup Efterskole har vi gjort alt hvad vi kan for at holde fast i fællesskabet, og lavet efterskole på en helt ny måde. Den 12. marts om morgenen var vi samlet til personalemøde, og her blev de første tanker tænkt, og allerede den 13. marts var vi i gang med at bygge en online efterskole op. En online efterskole med morgensang, undervisning, kontaktgruppemøder og meget mere. 

Lærerne har sprudlet af ideer og initiativ for at give eleverne, der har siddet hjemme på hvert sit værelse, så meget efterskoleånd som overhovedet muligt. Undervisningen har været en blanding af klassiske fag som dansk, matematik og engelsk, og anderledes uger hvor kreativiteten har sprudlet, og rammerne for hvad der kan lade sig gøre online bag hver sin computerskærm er blevet udforsket. 

I køkkenet har hverdagen i den grad også været anderledes. Efter nogle uger med mere eller mindre lukket har køkkenfolket været i krig med rengøring, maling og sidst men allervigtigst, så har der de sidste uger også været gang i køkkenet med takeaway til personalet og tilberedning af lækre cookies og marmelade, som er blevet bragt ud til eleverne. 

Pedellerne er nok dem, der har oplevet den mindste forandring i hverdagen. Vi har valgt at udnytte at skolen er tom, og har derfor fået gennemført nogle projekter tidligere end planlagt. Først og fremmest så er der blevet lavet nyt badeværelse på Langelinje, hvilket i den grad var tiltrængt. Derudover er der blevet indrettet nyt fitnesslokale ved hallen og knoklet videre med vores nye dagligstue. Så der bliver lidt nyt at se på for eleverne, når de kommer retur. 

Alt i alt skal der lyde en kæmpe tak til elever og kollegaer for at stå sammen i en mærkelig tid. Vi glæder os nu helt vildt til at få vores savnede elever tilbage den 18. maj, omend vi i skrivende stund endnu ikke kender de sundhedsmæssige retningslinjer, vi skal indordne os under. 

Tommerup Efterskole
Sortebrovej 17
5690 Tommerup
Telefon: 64 76 10 12
[email protected]

Copyright © 2023   ─  Gå til elevforeningens hjemmeside

Privatlivspolitik   •   Cookies

Back to top Arrow