Efterskolen!!!

I efterskolelovens § 1 lyder det blandt andet at vi skal livsoplyse, folkeligt oplyse og demokratisk danne vores elever. Og derudover skal vi drive skole på vores eget selvvalgte værdigrundlag. Mange vil nok sige: “Hvad er det for noget gammeldags vås?” Men jeg er af den overbevisning, at det er en kæmpe gave til os frie skoler, at vores lov på alle måder giver os mulighed for og opfordrer os til at tænke anderledes og udfordre de rammer, der ligger til grund for undervisningen i folkeskolen. Vi er ikke bundet af en bestemt måde at tænke undervisningen på, og vi er ikke bundet til at skulle afslutte alt med prøver og test.

Vi valgte inden starten af indeværende skoleår at starte en 10. klasse, der ikke afsluttes med prøve. Vi valgte at udnytte vores frihed til at tænke anderledes og give os selv og eleverne i 10. UP (Uden Prøve, red.), som klassen hedder, den udfordring det er at skifte prøver og fast pensum ud med en undervisning, der i højere grad bygger på tværfaglighed, motivation til egen læring og ikke mindst kreativitet. Vores og ikke mindst elevernes oplevelse er efter min bedste overbevisning udpræget positiv. Dette betyder på ingen måde, at eleverne i de klasser, der har afsluttet med folkeskolens prøver, ikke har haft et super år, for det er jeg sikker på de har. Det er derimod en refleksion over, at vi som frie skoler skal turde udnytte vores frihed. Vi skal ikke bare klappe hælene sammen, når Christiansborg dikterer, hvordan udviklingen i uddannelsessystemet skal være. Vi skal ikke lukke øjnene, når vi synes at politikerne træffer beslutninger, som for nogen kan være katastrofale. Vi har for nyligt fået en ny gymnasielov i Danmark, og vi venter i øjeblikket på at se de præcise konsekvenser det får for det kommende skoleårs elevers optagelse på gymnasierne. Jeg er ikke modstander af, at man ønsker at højne niveauet på gymnasierne, eller at man gerne vil få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Men jeg er modstander af, at man indskrænker de frie skolers mulighed for at være et alternativ til folkeskolen. Jeg er modstander af, at det fra næste år betyder, at de yderst kvalificerede elever, der vælger at gå i 10. UP hos os eller på andre skoler, der tilbyder undervisning, der ikke afsluttes med folkeskolens 10. klassesprøve bliver stillet dårlige i forhold til optagelse på gymnasiet. Jeg er ikke som sådan nervøs for, at de ikke kan blive optaget, men jeg synes, det er en falliterklæring, at vi ikke i vores tillidsbaserede samfund har tillid til, at vi efterskoler og friskoler rundt om i landet selvfølgelig kan klæde vores elever, der vælger prøvefri klasser, på til gymnasierne. Desuden er det paradoksalt, at de sidste der ønsker denne nye optalgelsesprøve er gymnasierne selv, for de er ikke blevet spurgt. Vi er for mig at se på vej i en helt forkert retning. Vi pisker eleverne i det danske skolesystem til, at de fra 2. klasse skal testes i hoved og … for at vi kan sikre os, at vi nu også ligger rigtigt i diverse internationale undersøgelser.  I stedet burde vi klæde vores børn og unge på, til at de skal bygge vores allesammens fremtid. Vi har brug for unge mennesker, der tør gå andre veje og tør stå ved, hvem de er. Hvis de ikke ved det, så skal vi styrke dem i at finde sig selv. Ikke for at blive unikke og selvtilstrækkelige, men for at de kan agere i en omskiftelig virkelighed, hvor deres evner til at omstille sig og samarbejde er langt vigtigere end deres evne til, hvert halve år, at gå til en ny prøve, hvor de bliver målt og vejet og ofte føler sig for lette. Lad os tage ansvaret på os og udforske mulighederne i at være en fri skole. Lad os turde tage vores elever seriøst og behandle dem som de fantastiske unge mennesker de er, lige meget hvordan de klarer sig i det test-regime vi desværre i øjeblikket er præget af.

Af forstander Peter Munk Povlsen