Af Peter Munk Povlsen, forstander

 

På Tommerup Efterskole har fællessangen altid spillet en central rolle. Vi starter og slutter dagen med henholdsvis morgen- og aftensang. Vi synger til bords til middag og aften. Vi har drenge- og pigeskrål, hvor fokus er på at enhver skal synge med sit eget næb uanset skønhedsværdien, og så slutter vi ugen med fredagssang. Fællessangen bringer os sammen i dagligdagen, og når vi holder elevstævne, er det ubetinget en af de ting tidligere elever nævner, som noget af det de savner allermest fra deres efterskoletid.  Og det er underordnet, om de gik på skolen under 2. Verdenskrig, i starten af 90’erne eller de gik her sidste år. Fællessangen bringer os sammen på tværs af alle vores forskelligheder. Man kan ikke være i dårligt humør, når man synger sammen – det er umuligt! 

Da jeg for nylig sad og bladrede i gamle årsskrifter, faldt jeg over en artikel, hvor to generationer hver især beskriver hverdagen på henholdsvis Tommerup Højskole i 1942-43 og Tommerup Efterskole i 1994-95. Blandt mange andre interessante betragtninger fra bedstefar og barnebarn er det slående, at de begge nævner fællessangen som central for deres hverdag på skolen. Charlotte, som var elev i 1994-95, beskriver, hvordan en typisk uge på skolen sluttede med fælles sangtime, og hun inspirerede mig derfor til dette indlæg.

For netop i år har vi udvidet vores afslutning på ugen fredag eftermiddag til en egentlig sangtime, hvor vi sammen med vores musiklærere Karen Louise Clausen på flygel og Brian Munk Hansen på kontrabas tager eleverne med på rejse gennem den danske højskolesangtradition. Jeg fortæller historier om sangene, og Karen og Brian lærer eleverne alle de sange, de ikke har hørt før. Det er, om ikke andet så for mig, en fantastisk måde at slutte ugen af og skyde weekenden i gang på. Eleverne skråler med på alt fra B. S. Ingemann over Grundtvig til TV2, Kim Larsen og Alberte Winding. Min oplevelse er, at historierne om sangene tilføjer noget nyt hos eleverne. Dette kombineret med den enorme alsidighed i Højskole- og Efterskolesangbogen som vi primært synger efter, giver det eleverne adgang til et nyt sprog, og en ny referenceramme, som måske ikke lige med det samme, men med tiden, er en enorm gave vi som skole giver dem med videre i livet.

Når vi slutter de tre kvarters fællessang fredag eftermiddag bebuder jeg altid, at nu vil vi gerne høre deres lyst til at få weekend udtrykt i entusiasmen med hvilken de synger den sidste sang. Og så er det med en vis spænding at vi holder øje med den gamle hvælving fra 1931, der bidrager til den fantastiske akustik i vores gamle foredragssal. For på et eller andet tidspunkt så begynder den at slå revner ved det enorme lydtryk der dag efter dag, uge efter uge, år efter år har lydt, og fortsat vil lyde på Tommerup Efterskole. Fællessangen binder os sammen og bygger bro – og det vil den fortsætte med, så længe der drives skole på Sortebrovej i Tommerup.