Motion i esport – hvorfor?

 — 
23. februar 2019

Dyrker I motion i esportsundervisningen? Det er dét spørgsmål, jeg bliver stillet mest, når jeg står og tager imod forældre i esportslokalet. Det er sådan set et spørgsmål, jeg får, lige så snart jeg nævner, at jeg er esportslærer på en efterskole.

Hvorfor er det så vigtigt for forældre og andre jeg snakker med, at der lige præcis er fysisk aktivitet i selve esportsundervisningen? Forstå mig ret, jeg har læst Idræt og Sundhed på universitetet, så jeg er klart af den overbevisning, at fysisk aktivitet er vigtigt. Jeg er dog ikke sikker på, at det absolut hører til i selve esportsundervisningen. Jeg kan forstå på mine kollegaer, som beskæftiger sig med musik og teater, at de ikke bliver mødt af samme spørgsmål om dyrkelsen af fysisk aktivitet i deres linjefagstimer? Selvom jeg vil mene, at man kan argumentere for, at disse linjefag kan være lige så stillesiddende som esport. I min afsluttende bacheloropgave på universitetet forsøgte jeg at klarlægge de diskurser, som er en del af esporten. Her tog jeg fat i opfattelsen af, at chips og cola er to ting, mange af dem jeg snakkede med forbandt med esport. Det forholder sig bare sådan, ifølge en undersøgelse fra DR medieforskning, at 96% af alle teenagedrenge spiller computer, hvoraf 49% af dem spiller computer dagligt - derfor synes jeg, det må være svært at argumentere for, at dette stadig kan være tilfældet.

Dét at mange teenagedrenge i dag dyrker esport, er der mange grunde til. Det er en nem måde at være social med sine venner på. I det øjeblik man kommer hjem fra skole og tænder computeren, er der ofte venner, som er klar til at spille. Derfor tror jeg, at mange vælger denne løsning frem for det besvær, der nogle gange kan være forbundet med at skulle til fodbold, badminton eller lignende. En af de helt store teorier, man beskæftiger sig med inden for idrætspsykologi, er “self-efficacy”, som betyder oplevelsen af egen kompetence. Spillene der bliver udviklet i dag tiltaler rigtig mange, fordi de taler til netop oplevelsen af egen kompetence. Man har hele tiden mulighed for at udvikle sig og blive bedre på det niveau, der passer til én. I den forbindelse synes jeg, at der er mulighed for at udvikle eleverne på rigtig mange områder. De bliver udfordret på mange parametre, når de dyrker esport - om det er samarbejde, handlekompetence, real time problemløsning m.fl. Jeg synes i virkeligheden, at det er dét, esport kan. Det kan lære unge mennesker at samarbejde på højt niveau. At skulle kommunikere en besked, som er klar og tydelig, så alle ved, hvad de skal. De bliver udfordret på det niveau, der passer til dem, og så har de det super fedt, mens de gør det. Det synes jeg, er langt vigtigere at bruge tid på i selve undervisningen end at sende dem ud for at løbe i vores esportsundervisning. Jeg synes til gengæld, at vi har pligt til at oplyse og hjælpe de unge mennesker til at få en forståelse af, hvor vigtigt fysisk aktivitet er og vise dem, at det kan være rigtig sjovt at bevæge sig og være fysisk aktiv. Men dette gælder ikke kun esport - det gælder alle.

 

Af Tobias Ellegaard, esportslærer på TE

 

Tommerup Efterskole
Sortebrovej 17
5690 Tommerup
Telefon: 64 76 10 12
[email protected]

Copyright © 2023   ─  Gå til elevforeningens hjemmeside

Privatlivspolitik   •   Cookies

Back to top Arrow