I begyndelsen af september blev der, for fjerde år i træk, afholdt TE-selskab på Tommerup Efterskole. Som altid havde arrangementet et tema, og i år var det ”Smil, du er på!” For mig at se er det en sætning, der handler om at se og blive set. Og når jeg ser tilbage på TE-selskab både i år og de foregående, så slår det mig, at det netop er en stor del af essensen. At se og blive set.

Det handler om at se de venner, man har delt sit efterskoleår med og også om at se værdien i et større TE-fællesskab på tværs af årgange. At se de ting, der har forandret sig siden man var elev og at se alle de ting, der er præcis det samme som dengang. At gense lærere og se sit navn ridset ind i foredragssalens bænke. Der er så mange ting, man skal se, når man er tilbage på Tommerup Efterskole, og det er helt fantastisk. Alligevel handler et gensyn med skolen ikke kun om at se. Det handler også om at blive set, og om følelsen af at man ikke kun er én ud af mange gamle elever, men rent faktisk en unik og uundværlig lille bid af Tommerup Efterskoles historie.

”Smil, du er på” handler nok mest om at blive set, når man viser sig frem fra sin bedste side. Og i den forstand er det egentlig et tema, der passer temmeligt dårligt til skolen. For på TE bliver man set, også når man ikke er den bedste eller gladeste udgave af sig selv. Når jeg har skulle forklare det særlige ved Tommerup Efterskole til andre mennesker, har jeg tit fremhævet aftenkrammere. Og det er ikke kun fordi, kloge folk har påvist, at ”kramning” er sundt. Nej, for mig var det allervigtigste og fineste ved aftenkrammer-ritualet, at vi så hinanden. Det sidste vi gjorde, inden vi gik i seng, var at kigge hinanden i øjnene og se, at man var der, og at man havde det godt. Eller at man måske den aften havde brug for to kram i stedet for ét.

Desuden tror jeg, at det står i en TE-lærers jobbeskrivelse, at de skal se alt. Jo ældre jeg bliver, jo mere overbevist bliver jeg eksempelvis om, at vores tophemmelige natterend var et resultat af lærernes overbærenhed og vilje til at vende det blinde øje til, snarere end det var en håndfuld fjantede insteds-pigers evne til at gøre sig usynlige såvel som lydløse klokken to om natten. Og så er der jo hele den del med, at man som elev på TE bliver set for den man er og den, man kan blive til. For et menneske, der har lige meget værdi hvad enten man er i gallatøj eller nattøj. Hvad enten man er et stortalent på trommer, mester i tysk grammatik eller ekstraordinært god til at finde på mærkelige steder at overnatte på skolen. Men det vil jeg slet ikke komme ind på her. Det ville gribe om sig til at fylde det meste af en roman.

Skrevet af Anne Hjul Johannessen, elev 13/14